|
Spørgsmål:
Hvad er hypnose?
mm.
Artikler:
Regression
Sjælerejser
Vægttab
Terapihistorier
En terapisession
Fra frygt til ro
Jeg fandt mig selv
Forskning
Video
Bøger
om hypnose |
For et par måneder siden fik jeg bekræftet påstanden om, at sindet
påvirker vort fysiske legeme i en sådan grad, at selv en reel, fysisk
håndgribelig sygdomssymptom kan opstå - og forsvinde - i takt med den
måde, hvorpå sindet ”arbejder”. Jeg oplevede på min egen krop,
hvordan den gigt,
der i stigende grad havde plaget min hofte gennem flere år,
forsvandt i løbet af få dage, da jeg under en terapisession endelig
fik bearbejdet længe indestængt vrede i forbindelse med en mangeårig
sorg.
Da jeg opsøgte Hypnose- og NLP-terapeut Bodil Møbjerg var jeg både
desperat og håbefuld: jeg skulle rejse til Australien om to dage og her
stod jeg handicappet, haltende og med stærke smerter i hoften. Jeg
anede ikke, hvordan jeg skulle kunne klare at pakke kuffert, tage af
sted med den osv. Men da jeg har en overbevisning om, at det er muligt
at påvirke sin krop gennem at arbejde med sit sind, var jeg villig til
at prøve hvad som helst og ”lege” mig frem til et eller andet, der
måske kunne lette lidt på smerterne. Jeg var åben over for, hvad der
måtte hænde.
Bodil hjalp mig først til at komme i en afslappet,
koncentreret tilstand, og bad mig derefter rette min
opmærksomhed mod den smertende hofte og at fortælle med flest
mulige detaljer om det, jeg
oplevede. Jeg beskrev det indre billede, jeg fik: noget underligt grødet
som sort, grå og mørkerød, kold lava. Billedet virkede utiltalende på
mig og jeg fandt det vanskeligt at sætte præcise følelser på det og
nævne disse med navn. Så måtte jeg arbejde på et dybere plan og lade
min underbevidsthed levere svaret til mig. Hvad ville denne del af mig,
med den kolde lavaagtige udseende, egentligt gøre for mig? Hvad var
dens hensigt? Spørgsmålet kan vel i almindeligt fornuftige ører lyde
noget besynderligt. Men underbevidstheden er ikke nødvendigvis logisk
og fornuftig, snarere umiddelbar, oprigtig og kreativ - eller rettere
sagt: sådan føles mit eget
ubevidste sind. Og det ord, jeg allertydeligst kunne fornemme var: VREDE. Jeg forstod pludseligt
klart, at denne grødede, kolde, røde
lava med sorte sten for mig var et billede af indestængt vrede. Men
hvad skulle jeg så med denne indestængt vrede? Det kunne jeg slet ikke
finde ud af.
Bodil bad mig så i tankerne at søge tilbage til den
allerførste gang, jeg oplevede følelsen af vrede. Hvordan kan man mon
det? Jeg var skeptisk og tvivlede på, at jeg overhovedet kunne. Bodils
store tålmodighed og den måde, hvorpå hun meget nøje lyttede til
hvert enkelt af mine ord og guidede mig, gav mig efterhånden en følelse
af, at jeg trygt kunne give slip og stole på de erindringer, som min
underbevidsthed leverede til mig. Det tog nogen tid, før jeg endelig
fandt frem til en brugbar erindring: en tilsyneladende ganske banal
situation, som jeg havde oplevet, da jeg var måske omkring 2 år
gammel.
Bodil bad mig gøre pågældende situation helt klar og
tydelig for såvel mit indre blik som mit sanse- og følelsesregister.
Dette var langt nemmere end jeg havde troet. Jeg kunne sagtens genopleve
mig selv som et lille barn, der lystigt og livskraftigt hoppede op og
ned på sengen i stedet for at sove til middag i værelset, hvor det stærke
sollys udenfor blinkede drilagtigt og kaldende til mig gennem de lukkede
skodders sprækker. Døren gik op og min mor kom ind. Jeg var ikke
søvnig,
jeg ville ud at lege! Men min mor holdt fast ved, at jeg skulle lægge
mig ned og sove til middag - og SÅ GIK UD HUN UD af værelset, lukkede
døren OG EFTERLOD MIG HELT ALENE! Og jeg skulle tvinges til at sove, når
jeg netop havde lyst til alt andet end det: det var URETFÆRDIGT! Jeg
kunne nemt genopleve vreden fra dengang og blev nu i stand til at sætte
navn på den: Vreden over at blive
forladt samt vreden over det
uretfærdige.
I
samme øjeblik skete der en kobling til det logiske, bevidste sind, som øjeblikkeligt
kunne drage en parallel til en anden periode af mit liv som voksen og
dermed give denne specifikke vredesfølelse en helt anden dimension og
betydning. Det gik pludseligt op for mig, hvad det var, der havde betinget
min adfærd og mange af mine (for mig og mine nærmeste omgivelser)
irriterende og uhensigtsmæssige mønstre. Jeg havde længe været
overbevist om, at der var en eller anden form for indestængt vrede inden
i mig, som jeg henførte til forskellige personer eller hændelser.
Jeg var også godt klar over, at jeg, efter min mand
døde af kræft for 13 år siden, var blevet om end stærkere udadtil så
mere sårbar indvendig. Jeg havde tidligere et par gange henvendt mig til
en psykolog og en psykiater med henblik på sorgterapi. Hver gang havde
jeg erfaret, at de meget gerne ville have mig til at blive vred på min
afdøde mand, som jeg elskede højt og savnede meget. Jeg kunne med min
bedste vilje simpelthen ikke få mig selv til at blive vred på ham - og opgav derfor sorgterapien efter ganske få gange. Men nu
kunne jeg tydeligt forstå, at det jeg havde brug for, var ikke at blive
vred på min afdøde mand, men at give mig selv lov til at blive vred over
at blive forladt, at blive vred over uretfærdigheden i at miste min mand
og opleve vores lykke afbrudt så tidligt. Jeg havde jo lyst til fortsat
at lege og nyde livet, men måtte affinde mig med at blive efterladt alene
i mørket uden en lykkelig trygheds-følelse - og jeg var vred over det:
det var jo DET, det handlede om! Det var jo det, det havde handlet om de
sidste ... 13 år!
Det videre forløb i NLP-terapisessionen gik ud på, at jeg
skulle finde ud af, hvad jeg ønskede at gøre med denne nu forløste
vrede. Med stadig “hjælp” fra det ubevidste sind fandt jeg på en
løsning og i tankerne begravede jeg vreden hos min afdøde mand. Det var
min egen løsning, som passede godt til mig, til mit følelses-register,
mine værdier og mine overbevisninger. Jeg følte mig godt tilpas med det
og kunne øjeblikkeligt samtidig mærke en ændring i min fysiske
tilstand, mens jeg sad der sammen Bodil: jeg følte mig lettet, afslappet
og mærkede, hvordan en behagelig varme bredte sig i hele min krop. Mit
åndedræt blev meget roligere og jeg opdagede en stigende fornemmelse af
ro, der fyldte hele bryst- og maveregionen
Til sidst bad Bodil mig igen rette min opmærksomhed mod
min hofte og give udtryk for, hvad jeg oplevede. Det billede, der meldte
sig på mit indre lærred var ganske forandret: jeg så nu en slags varm,
rødlig orange lyskugle, hvis stråler bredte sig ud i en uendelig radius.
Det var for mig et særdeles rart syn og en meget dejlig fornemmelse, som
jeg samtidig forundredes meget over. Kunne forandringen virkeligt være SÅ
tydelig? Da jeg rejste mig fra stolen efter endt terapisession var jeg
ikke mirakuløst helbredt for min gigt i hoften. Men mine smerter var
betydeligt mindre og jeg kunne gå bedre end før.
Nu et par måneder senere er jeg fuldstændigt fri for
gigt-symptomerne i hoften, og disse er heller ikke dukket op andre steder
i kroppen. Tværtimod har jeg gradvist mærket en generel bedring af min
almene fysiske velbefindende. Men det er langt fra den vigtigste gevinst
af den omtalte terapisession. Mange indre følelser er forandret. Jeg
oplever en langt større indre ro, en stærkere selvværdsfølelse, og jeg
opdager, at jeg er begyndt at prioritere anderledes end tidligere. Mine
nærmeste kan tydeligt mærke den også for dem positive forandring i min
adfærd i hverdagen, og det resulterer i et endnu bedre familieliv. Mest
af alt: jeg har vitterligt genfundet den inderlige og ægte livsglæde -
efter 13 år var det vel på tide! Jeg er dog stadig forbløffet og
forundret over, at det kunne lade sig gøre efter ... et par timers
terapi.
Forfatteren til
ovennævnte artikel ønsker at være anonym – vi kender naturligvis
hendes navn og adresse.
For terapi-aftale: Se terapeuter |
